Hvorfor tvangsfodring?

I min “karriere som pårørende” har jeg gang på gang set patienter med anoreksi bliver udsat for det vi pårørerende kalder Foie Gras metoden. Den går i al sin enkelthed ud på den teori at den syge skal have en vis vægt inden vedkommende kan modtage terapi og på den måde blive et rask og helt menneske. Teorien er fin. I praksis er det som oftest en fiasko.

Det er, for nogle patienter, lige så umuligt at blive raske ved en vægtøgning på et halvt til et helt kilo som det er at sige “foie gras” ti gange i træk. Prøv selv. Vægtøgningen skal ske hurtigt. Ikke per 14 dage, ikke per måned eller hvert halve år. Det er per uge, folkens. Hver evig eneste syvende dag skal der præsteres en vægtøgning, der svarer til en halv eller en hel liter vand. Forestil dig det mareridt af en sygdom, hvor selve synet af mad fremkalder en bundløs angst. I bekæmpelsen af sygdommen, forlanger man at den syge indtager enorme mængder af fødevarer. Ikke den mad du kender, men den mad der nu engang laves i et storkøkken på et sygehus. Forestil dig det pres og den angst det forårsager. Hvis du har araknofobi – frygt for edderkopper – vil det så kurere dig at bliver lagt i et badekar fyldt med edderkopper? Næh, ikke sådan rigtigt, vel? Fødeindtagelsen og vejningen forårsager en mængde stress og angst.  – “Jammen de kan vel i det mindste vælge den mad, de synes mest om, trods alt?” Nix. Der er én ret på menuen. Indtagelsen foregår på sygehusene ved at der sidder personale og stirrer på dig, så du ikke undgår din skæbne. Det vil sige, du kan da godt forsøge, men så lægges der en sonde gennem dit ene næsebor og ned i din mave og den mængde mad du ikke formåede at indtage erstattes enten med en væske, fuld af næring. Den kan du vælge at drikke. Men stritter du imod, så holder vi dig fast eller fikserer dig med læderremme.
Der er ingen vej udenom og den dag du når din målvægt, sættes der et flueben i din journal og du udskrives. Til hvad? Til…. Ingenting. I praksis ingenting.

Der er det ofte de forældre eller børn til mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, som skal træde til. Man vurderer ikke om familierne kan holde til det pres. Man kalder det Familiebaseret Terapi. Men terapi forudsætter terapeuter. Mor, far, mindre og større søskende og børn til voksne spiseforstyrrede har ingen som helst forudsætninger til at være behandlere. Man laver her i 2019 nogle halvhjertede forsøg på  at uddanne pårørende til terapeuter. Men du kan ikke være mor, far, søster og bror og samtidig være beghandler. Familier splittes op. Pårørende går ned med angst og stress. Pårørende fyres og skilles i hobetal. Familiebaseret Terapi er en smuk og umulig drøm. Virkeligheden er dyster og uhyggelig.
Man kan også opleve at sygehusene beslutter at de syge ikke er “motiverede for behandlingen”. Det er det allermest groteske. Det forudsætter jo at man som syg har et valg og det indikerer at de syge er syge ved eget valg. Men er du så syg at du bare ikke KAN vægtøge, risikerer du nemt at blive afsluttet med det argument at du ikke er motiveret for behandlingen. Forestil dig den samme situation med Hr. Hansen, der har brækket sit højre lårben i et trafikuheld. “Beklager Hansen. Det er muligt at vi er en højt specialiceret afdeling, men vi kan ikke få din lårbensknogle placeret korrekt inden vi lægger gipsen på. Det virker faktisk som om du ikke er modtagelig for behandlingen, vi kan tilbyde dig, så vi afslutter dig. det er som om du ikke VIL have det lårben der til at gro sammen. Du udskrives efter stuegang. Held og lykke. Kontakt eventuelt din egen læge.”

Jamen hvad så? Hvad skal der så til for at få succes i behandlingen af mennesker med diverse former for spiseforstyrrelser? Jeg har faktisk nogle forslag. Det er ikke dyre foranstaltninger og  kan hurtigt udføres som forsøg. – Men man kan nu nok finde pengene til dem. Så vidt vides koster pladserne på de skærmede afsnit på Bispebjerg, Center for Spiseforstyrrelser på Skejby og Odense Universitetshospital mellem 5.000 og 10.000 kroner. Om dagen. For en lillebitte del de penge, kan man altså lave nogle gode forsøg. Hvad med for eksempel at prøve:

– Et forsøg hvor 20 patienter får lov til at vælge en psykiater/psykolog/terapeut efter eget valg.

– Terapi efter lyst og behov. Giv de syge mennesker det de allerhelst vil: Terapi i små eller store portioner. Det er altså ikke sikkert at man han lyst til at tale om det allermest private klokken 10 om tirsdagen og klokken 15 om fredagen, hvis man da ellers overhovedet kan få bevilliget samtaler med en psykiater eller en psykolog.  – Et hint til afdelingerne: Det er ikke alle mennesker man kan lide. Det gælder raske og syge. Hvis der ingen kemi er mellem patient og behandler, så erkend det med det samme. Ny behandler på og helst en der kan tale dansk. Specielt unge mennesker er slet ikke gode til at forstå udenlandske psykiatere.

– Et forsøg med et “stillehus” ved kysten hvor patienter har et eneværelse. Hvor der ikke er noget som helst krav om vægtøgning. Hvor der tilbydes terapi i korte eller længere tidsrum. Hvor der ingen tidsbegrænsning er på opholdet. Hvor der ikke skrives journaler. Hvor der ikke skal vejes hver syvende dag og ikke mindst! Hvor de syge mødes med nysgerrighed, stor empati og i øjenhøjde med forskellige mennesker, indtil de finder den de klikker med. Naturligvis skal der være en psykiater tilknyttet, som kan hive nødbremsen, hvis den somatiske del vælter.

– Et netværk med behandlere, som ikke nødvendigvis har en sygepleje – eller lægefaglig uddannelse, men som har en ægte interesse i at omgås medmennesker som lider af spiseforstyrrelser. Måske endda nogle som selv har lidt af en spiseforstyrrelse og som ved det vi andre tror vi ved, men som vi reelt kun har hørt eller set. Det er et helt specielt helvede at være syg af en spiseforstyrrelse, kan jeg forstå.

Luk menu