Til dig med en spiseforstyrrelse

Det kan godt være, at du ikke anser dig for spiseforstyrret. Der skal faktisk en del mod til at erkende at: "ja, jeg har en spiseforstyrrelse, der er noget her, jeg ikke har kontrol med!" Erkendelsen af, at der er noget, du ikke har kontrol over, er enormt svær at nå frem til, for er der noget, der er vigtigt, så er det: at have kontrol!

Bare tanken... kan føles, som om din tryghed forsvinder, hele din tro på dig selv skrider, og du befinder dig i et kæmpestort tomrum, og hvad gør du ved det?
At blive frygteligt bange er helt naturligt. Måske stritter du imod, og prøver at overbevise dig selv om, at selvfølgelig har du kontrol over din spisning. Men når tvivlen én gang er kommet, vil den sikkert komme igen, og frygten lurer lige omkring hjørnet.

Efter denne erkendelse bliver næste skridt himmelråbende tydeligt: Spørgsmålet: "Hvad kan/skal jeg gøre ved det?" melder sig. Et farligt spørgsmål, for i dette ligger en beslutning om at gøre noget andet end det, du plejer, noget du endnu ikke ved ret meget om, noget ukendt (og måske farligt).
Og nu er du faktisk taget på rejse: Rejsen som de gamle eventyr taler om, hvor man løser gåder, slår drager ihjel, befrier prinsessen og vinder det halve kongerige. Eventyrligt måske, men sandt!

På det tidspunkt hvor jeg erkendte, at jeg var spiseforstyrret, rejste jeg hjemmefra. Det er naturligt at have hjemve, men på et eller andet tidspunkt må heltinden eller helten se i øjnene, at der kun er én vej, og det er fremad.

Da jeg stillede mig selv spørgsmålet: "Hvad skal jeg gøre ved det?" begyndte
min rejse frem mod helbredelse. Gåderne jeg måtte løse undervejs, var alle de spørgsmål, der meldte sig, da jeg begyndte at tænke og handle på en anden måde, end jeg plejede at gøre.

Det var svært…I stedet for at flygte fra mig selv og ind i spiseforstyrrelsen, blev jeg stående og mærkede efter, hvad jeg følte indeni. Sommetider blev jeg også stående i ordets bogstaveligste forstand; for eksempel kunne jeg på vej mod endnu et af dagens ædeorgier lige nå at bremse mig selv. Men af frygt for at mit næste skridt alligevel ville føre mig mod køleskabet, kunne jeg på den måde stå fastfrosset i, hvad der forekom en evighed.

Mens jeg sådan stod og mærkede efter, hvad jeg havde slugt den dag, der skulle brækkes op, fandt jeg ud af, hvor mange ydmygelser jeg åd, hvor ofte jeg var i tvivl om, hvad folk mente med det, de sagde, og ikke mindst hvor ofte jeg automatisk svarede det, "man" nu svarer, når "man" er en pæn og veltilpasset pige, der har gået alt for længe i flinkeskolen.

Det var virkeligt til at brække sig over…

Med andre ord: Eventyret, og det var et rigtigt eventyr, var en rejse indad, og skatten jeg fandt var MIG. I skattekisten fandt jeg en mangfoldighed af gaver - alle dele af mig, som ikke altid viste sig at være, hvad de så ud til.
For eksempel viste det sig, at perfektionisten, som fyldte rigtigt meget og altid fandt anledning til at svinge pisken over mig, i virkeligheden forsøgte at beskytte mig mod nederlag. For hvis jeg gjorde alting perfekt, kunne jeg ikke fejle, ingen fejl = ingen nederlag… Det er logik for børn, og det var da også som barn, jeg havde udtænkt denne snedige strategi for at beskytte mig mod andres vrede og latterliggørelse.

Der var stor styrke for mig at finde i det lille barn inden i mig, der havde udtænkt strategier for at beskytte mig, strategier for at råbe mig op - spiseforstyrrelsen var en af dem - og strategier for at overleve i al det indre kaos… og i visse tilfælde ydre kaos, der prægede mit liv.

Det er så absolut muligt at besejre dragen, befri prinsessen - den del af dig, du har spærret inde i spiseforstyrrelsen - og vinde det halve kongerige. - Betragteligt mere land at have til rådighed end den vaklende tue i en bundløs mose, som du står på, når du lever dit liv i en spiseforstyrrelse.

Når du læser dette, kan det være, at du er kommet i tvivl om, at livet som spiseforstyrret er den eneste rigtige måde for dig at leve på.

I så fald - og selvfølgelig også ellers - er du velkommen til at kontakte os.