|
En overspisers beretning
Jeg hører til dem, du vender dig om og kigger efter med foragt i blikket.
Jeg går ikke, jeg vralter stønnende og prustende og helst ikke op af trapper.
Jeg kan ikke sige nej til kage og slik eller den sidste frikadelle på fadet.
Jeg elsker flæskesteg med flødestuvede kartofler eller en god bearnaise
og desserter selvfølgelig - jordbær med fløde eller hjemmelavet is.
Jeg prøver at lære, hvordan sult og mæthedsfølelse mærkes.
Jeg øver mig hver dag i at sætte grænser og sige nej!
Jeg øver mig også i at sige til ud fra mine behov: Jeg vil ha'!!!
Jeg forsøger at undgå bagere og slikafdelingen, når jeg køber ind.
Jeg laver fedtfattig mad og tænder stearinlys ved aftensbordet.
Jeg forsøger at holde hovedet højt, når jeg går min aftentur.
Jeg sætter tid af til at reflektere og prøver at sætte ord på mine følelser.
Jeg mærker vrede mod forældre, der tvinger deres børn.
Jeg føler mig tryg og beskyttet af min fedme.
Jeg holder verden på afstand og virker fuldstændig ufarlig.
Jeg har opdaget, at jeg er bange for mænd.
Jeg fornemmer i hvilke situationer, jeg har mest brug for at spise.
Jeg udvikler strategier til at undgå farlige situationer, indtil jeg bedre kan håndtere dem.
Jeg har tabt mig.
Jeg græder oceaner af tårer og ved ikke hvorfor, men jeg er ked af det, trist og sorgfuld.
Jeg mærker irritation, når jeg er hjemme hos mine forældre.
Jeg væmmes ved min krop, ikke min fedme, men min krop.
Jeg er vred og irriteret på alt og alle - desværre også mig selv.
Jeg kan ikke klare, at folk kommer for tæt på, specielt ikke mænd.
Jeg har meldt mig syg.
Angsten er ved at kvæle mig, men de tror, det er influenza.
Jeg sveder, har madlede, lede ved min krop og bader flere gange dagligt.
Jeg hader mig selv, jeg hader min krop, jeg hader
hader
min far
hovsa....Jeg har slået ham ihjel og begravet ham, i min terapi altså - og jeg gør det gerne igen.
Jeg har smidt alt mit gamle tøj ud og købt mig en ny garderobe - på klods!
Jeg har tabt mig 40 kilo og ved, jeg nok skal klare de sidste 20 også!
Rikke, 29 år
|