|
Hvad er en spiseforstyrrelse og hvordan udvikler den sig? En spiseforstyrrelse er en tvangspræget tilstand, hvori den spiseforstyrrede ikke er herre over sine egne handlinger. I nogle tilfælde kan den spiseforstyrrede ikke engang huske, hvad det var der lige skete, hvilket nok oftest sker for bulimikere under et ædeflip. Symptomet på en spiseforstyrrelse er, at der er en tydelig ubalance i det at spise, det vil sige at man bruger maden og det at spise til andet end at stille sulten med. Vi kender alle til at trøstespise eller miste appetitten i kritiske perioder i vores liv. Dette fænomen er meget almindeligt og hører som sådan ikke til under begrebet spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelse er når ubalancen fortsætter udover krisen og evt. tager til, så det både tidsmæssigt og mængdemæssigt tager overhånd med evt. sygdom(me) til følge. Man kan også sige at en spiseforstyrrelse er en ydre manifestation af en indre konflikt. Der arbejdes almindeligvis med tre former for spiseforstyrrelser: Bulimi, overspisning og anoreksi, som beskrives i det følgende: Bulimi Bulimi udvikles ofte af anorektikere, som ikke længere kan sulte sig og begynder at spise eller af overspisere, som efter længere tids trøstespisning til sidst ikke kan rumme maden eller vil blive ved med at tage på og som mener, at dette er en let løsning på et stort problem. Bulimi er tvangsspisning eller gentagne episoder med hurtig spisning af store mængder føde på kort tid, en oplevelse af at miste kontrollen under og af madindtagelsen efterfulgt af selvfremkaldte opkastninger. Dette foregår i absolut hemmelighed, idet denne tvangsspisning er belagt med meget stor skyld- og skamfølelse samt selvfordømmelse. Vægt og kropsbillede er typiske elementer, der er afgørende for, at bulimikeren har svært ved at opgive opkastningen. Motion og indtagelse af afføringsmidler er også normalt for at nedsænke vægten så meget som muligt. Bulimi er en proces, der kan stå på i årevis, og som fra at være en lejlighedsvis løsning på at have spist for meget bliver til en besættelse af at æde og brække sig op til flere gange dagligt. Derfor kan bulimikere både være under- over- og normalvægtige, og de er ikke umiddelbart så synlige på samme måde som anorektikerne og overspiserne. Dermed kan de også nemmere gemme sig med deres symptomer, indtil de har slidt kroppen op. Bulimiens kendetegn
Overspisning Overspisning er trøstespisning, ensomhedsspisning, at spise sine følelser, behov, frustrationer og nederlag, at spise uden at vide, hvorfor man spiser. Resignation overfor overvægten, bliver ofte tolket som ligegyldighed, men er det ikke, dog er den endnu en komponent til ensomhed og isolation. Overspisning kan foregå på to forskellige måder: Enten en typisk småspisen hele tiden, hvorfor det er svært at opdage, hvor mange kalorier, der bliver indtaget i løbet af en dag; eller den kan minde mere om bulimikerens ædeorgier, dog uden den efterfølgende opkastning. Fælles for dem er, at de tager på i vægt, er meget synlige i gadebilledet og skammer sig over deres udseende. Denne skam skjules ofte af et image af "den glade pige, der har overskud til alt og alle", men bag ved sidder der ofte en "ked af det pige" som græder. Overspiseren kan altid finde en undskyldning for at fejre et eller andet eller trøste sig og begge dele bliver tilgodeset med sødt eller fedende mad. De er ildesete i vores samfund og er i skolen ofte udsat for mobning, ikke mindst i gymnastik-timerne. De senere har der været større fokus på overvægt ("Livet er fedt" osv.) bl.a. fordi det er et omsiggribende samfundsproblem og flere og flere dør af fedmens følgevirk-ninger såsom hjerte- karsygdomme og blodpropper. Overspisningens kendetegn
Anoreksi Anoreksi starter typisk med en uskyldig slankekur, som bliver en sådan succes, at den fortsætter udi anoreksien, (for hvorfor give slip på en succes). Anorektikeren spiser efterhånden mindre og mindre, motionerer mere og mere, kigger sig selv i spejlet og ser sig selv som fed, stiller sig på vægten og synes: "Jeg kan lige tabe mig et kg. mere". Glæden ved at tabe sig og ved at have kontrol over den del af sit liv, styrer hende. Mad og motion, vægt og krop bliver en besættelse. Udsultning og motion bliver en tvangspræget adfærd, der opstår som følge af indre som ydre uforløste og uerkendte konflikter. Menstruationen udebliver, små hår vokser ud typisk i ansigt og på ryg. Kroppen stilles simpelthen så meget i bero som overhovedet muligt for at holde på restenergien, derfor er anorektikere sjældent syge, mens de har anoreksi, det er der ikke ressourcer til. Denne proces kan stå på i årevis, men fortsætter den uhæmmet og uhindret ender det med at anorektikeren bliver fuldstændig afkræftet og isoleret for i yderst instans at dø af udsultning, selvmord eller hjertestop. Anoreksiens kendetegn
Ortoreksi Hver tidsalder har sit fokus, sine trends og sin livsstil – og i de seneste mange år har vores fokus været at leve sundt, at være i form og se godt ud. Staten har godkendt/stemplet denne livsform med den ene sundhedskampagne efter den anden. Ortoreksi bliver kaldt den 4. spiseforstyrrelse og lægger sig tæt op ad anoreksi.
Steven Bratman har lavet følgende test med 10 spørgsmål.
Hvad kendetegner mennesket bagved spiseforstyrrelsen?
Den spiseforstyrredes adfærd Ud over den i det ovenstående beskrevne fysiske adfærd, er der også en typisk mental adfærd forbundet med det at have en spiseforstyrrelse. Denne adfærd er bl.a. præget af en overordentlig selvkritisk, negativ og destruktiv tangegang, der ofte følger en nedadgående spirals bevægelser, hvorfor en spiseforstyrrelse teoretisk set er nødt til at ende med selvmord, hvis ikke der i tide bliver taget hånd om den syge. Alt hvad der bliver sagt, kropssprog, ansigtsmimik og stemmeføring, alt bliver vejet på en guldvægt og siet gennem det mest finmaskede net, for at se, om der evt. skulle være nogen i omgivelserne, der fordømmer den spiseforstyrrede. Denne negative fortolkning bruger den spiseforstyrrede til at bedømme, hvorvidt hun selv er ok eller ej og hvorvidt hun har fortjent at få noget at spise eller ej og i givet fald efter hvor meget motion - for anorektikerens vedkommende. For overspiseren bliver det til, hvor meget hun kan tillade sig at spise og for bulimikeren bliver denne bedømmelse brugt til at fortælle hende, hvor meget hun har brug for at få renset ud. Jeg ved at denne beskrivelse kan lyde, som om hele showet er velplanlagt, men jeg vil gerne meget understrege, at dette langt fra er tilfældet. Det hele foregår fuldstændigt ubevidst og den spiseforstyrrede kan ikke forstå, hvad det er der går galt eller at det ikke er hendes jeg, men hendes ubevidste, der dikterer hendes tanker og handlinger. Til sidst er det vigtigt at pointere, at selv om det typisk er teenagere, der udvikler spiseforstyrrelser, så kan både børn og voksne i alle aldre have spiseforstyrrelser. Hvilke symptomer kan du som forældre, lærer eller kollega være opmærksom på? Ved anorektikeren er det vægttabet, det pligtopfyldende, indadvendte, tilbagetrukne og det at alting sættes i system samt hang til overdrevent renlighed, der bør kalde på din opmærksomhed. Det er straks sværere at beskrive bulimikere, men en stor del af dem har anorektikerens perfektionisme at slås med og at leve op til, de er dog sjældent så rigide i deres dagsplan. Overspiseren kan også være den sjove, hjælpsomme, som altid melder sig til udvalgsarbejde eller den stille, skamfulde, ubehjælpsomme, der bliver holdt uden for og som næsten er usynlig. Overspisere er også perfektionister, men måske de blot kalder det for faglig stolthed. Spiseforstyrrelsens årsagsfaktorer En spiseforstyrrelse er en kompleks størrelse, og det kan være svært at se, hvad der ligger til baggrund for den. For overskuelighedens skyld har jeg delt årsagerne op i 3 faktorer: de bagvedliggende, de udløsende og de vedligeholdende faktorer. Inden jeg kaster mig ud i denne beskrivelse, er det vigtigt at have fokus på, at teenagere lever midt i en identitetskrise. Med identitetskrise mener jeg, at teenagere er på rejse fra barndommens trygge land til voksenlivets ukendte territorium med nye udfordringer og masser af hormoner flyvende rundt i kroppen. De er hverken børn eller voksne og dog på nogle områder stadig børn og på andre små voksne. En forvirrende tid, hvor de forsøger at finde deres eget ståsted, livsværdier og holdninger til tilværelsen, som også indebærer en løsrivelse fra forældre og andre autoriteter - et farligt foretagende hvis bagagen ikke er i orden til rejsen. Det kan være en uskyldig bemærkning som: er man ikke er blevet lidt buttet, eller at man ikke længere kan passe sine yndlingsbukser, der udløser en slankekur. Undervejs i denne uskyldige slankekur finder man så ud af, at her er noget man er god til, så hvorfor dog give slip på en succes med den dertilhørende beundring, som kommer fra misundelige veninder. Skoleskift f.eks. til gymnasiet, hvor man ikke længere ligger i toppen i alle fag, men må konkurrere med ligesindede. Bagvedliggende faktorer Mange har spurgt mig: "Hvad handler en spiseforstyrrelse om, når den nu ikke handler om mad?" og en studerende spurgte mig engang: "Kan du ikke fortælle, hvorfor man får en spiseforstyrrelse…. Sådan kort?" Og så sagde jeg: "Jo jeg kan beskrive en spiseforstyrrelse med ét ord, den handler om selvværd eller rettere mangel på selvværd." Et barn opnår selvværd, når det bliver set, hørt og mødt som den, det dybest set er - bliver accepteret, respekteret, anerkendt og elsket for at være lige præcis det lille unikke menneske, hun er! Nu mener jeg ikke, at børn skal have lov til alt. De har brug for både ja og nej, tilladelser og forbud, altså grænser og muligheder. Pga. den mistede ret til at udtrykke sine behov og følelsesmæssige tilstand, opstår en afmagt. Denne forsøger anorektikeren og bulimikeren at kompensere for via kontrol, de kontrollerer deres madindtag og kropsstørrelse i ekstrem grad. Overspiseren gør derimod det modsatte, slipper al kontrol, giver op og glider ind i resignation. Fælles for dem alle er dog, at de bruger maden og/eller motionen til at dæmme op for at mærke deres følelser, som de frygter vil overvælde og vælte dem. Når den spiseforstyrrede ikke selv må udtrykke sine følelser, projicerer hun dem over i omgivelserne, det er bl.a. derfor anorektikere laver overdådige middage til andre og intet spiser af det selv. Vedligeholdende faktorer To ting har indflydelse, dels vanens magt og dels nogle biokemiske faktorer. For at starte med det første, så er vanens magt stor - og det tror jeg vi alle kender til, så prøv at forestille dig, at du i en stor del af dit liv har tænkt: "Jeg må ikke spise, jeg skal tabe mig - mad er ulækkert, jeg må hellere løbe mig en tur." Så er det svært at begynde at tænke: "Jo, jeg skal spise for at blive sund og rask." I begyndelsen af en behandling vil anorektikeren stadig være bange for at blive for tyk, da hun jo allerede mener hun vejer for meget, samtidig med at det rent fysisk er svært at have mad i maven, når man ikke er vant til det. Det er en sej kamp at komme igennem og tager lang tid, men overvindes stille og roligt ved, at hun kan se, mærke og begynder at stole på, at der rent faktisk er plads til hende og hendes følelsesmæssige udtryk. Selvfølgelig vil der i denne proces fremkomme angst, som hidtil har ligget i det ubevidste. Samvittighedsangsten bliver konfronteret og dens stemme viser sig ofte at være forældrenes, som den spiseforstyrrede har internaliseret (gjort til sin egen). Når man som overspiseren i mange år har tænkt: "Åh bare et enkelt stykke til, åh bare et enkelt stykke til." Så er det svært at vænne sig til at tænke: "Nu er jeg mæt og der er også mad i morgen." For det handler også om, at mad er noget, der kalder på hende eller at det er for godt at smide ud og for lidt til at gemme. Så bare det at give sig selv lov til at levne og dernæst at smide mad ud er en kæmpe udfordring, som man er nødt til at tage i små bidder. Ligesom de "forbudte" følelser, der kommer op fra det ubevidste og som hidtil har været underkuet, er svære at håndtere. For bulimikeren er der to ting at ændre, dels overspiserdelen af ritualet og dels opkastningsdelen. Overspiserdelen er meget lig overspiserens kamp, mens opkastningsdelen er meget lig anorektikerens kamp mod overvægten, hun skal holde balancen mellem de 2 dele i sig. Disse tankegange er ikke så ligetil at udrydde, og desværre tror mange fejlagtigt, at bare man får disse tankegange med efterfølgende handlinger lavet om - altså en fokus på det adfærdsmæssige - så er alt i sin orden. Det hjælper selvfølgelig også den spiseforstyrrede et stykke ad vejen, når man bare husker, at man skal have rykket spiseforstyrrelsen op med rode - ligesom med ukrudt. Her er jeg overbevist om, at man er nødt til at arbejde ikke kun analytisk men også følelsesforløsende. Den biokemiske faktor er, at man som spiseforstyrret, specielt ved anoreksi og bulimi, har tendens til at få en ubalance i sine depoter af vitaminer og mineraler, specielt zink og krom, men også jod, A-, B-, og C-vitamin-mangel kan også forekomme og det er vigtigt, at få kroppens depoter fyldt op igen. Dette kan hjælpe den spiseforstyrrede til at mærke sult- og mæthedsfornemmelse, noget som er blevet forsømt i årevis og som kræver en viden og indsats at genoptræne. Spiseforstyrrelser og samfund Siden Twiggy var supertynd topmodel i 60´erne, er kropsidealiseringen taget til, idealvægten faldet kraftigt og spiseforstyrrelserne har for alvor gjort sit indtog i de vestlige samfund. Det er også i denne periode at en større og større del af de unge piger forbinder deres identitet og opnåelsen af lykke med det at være slank, superslank, åleslank ligesom modellerne i modemagasinerne. Et udtryk for identitetsforvirring, som opstår i puberteten, når den unge ikke kan finde sig selv, et ståsted i livet eller en acceptabel rolle. Denne identitetsforvirring opstår ikke bare hos en teenager, som reelt set har gennemgået en sund udvikling gennem sin opvækst. Den opstår netop i en teenager, der i forvejen har problemer: føler sig forkert af en eller anden grund, har svært ved at knytte an til andre mennesker, mangler tillid på til sig selv, andre og til selve livet. Inden for de sidste 10 år har vi set en kraftig stigning i antallet af unge piger og kvinder med anoreksi og bulimi, samtidig bliver det tydeligt, at det ikke længere kun er pigernes og kvindernes "privilegium" at udvikle disse spiseforstyrrelser. Drenge og unge mænd er også begyndt at have "mærkelige" spisevaner og en enorm fokusering på kroppen og dens udseende, som de primært varetager indenfor f.eks. bodybuilding. Denne udvikling punkterer også den gamle myte om anoreksi som værende "Doctors daughters disease", anoreksi udvikles i alle samfundslag og indenfor alle samfundsgrupper og det gør bulimi samt over-tvangsspisning også. Sundhedsstyrelsens rapport fra 1997 regner med at *risikogruppen udgør ca. 29% af unge piger mellem 14 og 24 år samt 2-3% af drenge i samme aldersgruppe. Det er derfor logisk nok, at lærere i deres arbejde på folke-, efter-, ungdoms-, handels-, højskoler, gymnasier, seminarier og universiteter møder flere og flere specielt unge piger med spiseforstyrrelse. I hvert fald er der flere og flere lærere på alle niveauer, der ringer til os med deres mistanke og for at spørge, hvad de kan gøre. Hvorfor er spiseforstyrrelser et stigende problem nu om dage? Her tror jeg at reklamens, mediernes og samfundets generelle fokusering på idealkroppen, sund levevis, motion og skønhedsidealet for kvinder sammenkædet med billeder af mennesker, der virker tjekkede, rige, perfekte og lykkelige, har indflydelse. Oveni lægger vi informationssamfundets krav om effektivitet, fleksibilitet, succes og den kulturelle kodeks for god opdragelse. Endvidere fylder vi et par mere eller mindre fraværende forældre, der knokler løs for at indfri samfundets krav samt ønsket om at give deres børn, hvad de selv ikke fik af materielle goder = et tab for barnet af rolig nærhed, nærvær, kontinuitet og et par rollemodeller, som det har hårdt brug for, for at kunne spejle sig og mærke tilhørsforhold, oveni, så er der godt fyldt op. Overfor alt dette står en usikker teenager, der skal ud på eventyr i et voksenliv, som det i virkeligheden kun kender sporadisk fra tv, ugeblade, forældre osv. Det er ikke så sært, at nogle mister fodfæste og prøver at leve op til de idealer, de ser i fjernsyn og modeblade, for det er da at foretrække frem for forældrenes trængsler og sure liv. Så udover tidens trend, så mener jeg at den fremmedgørelse, der ligger i at børn og unge er fuldstændigt afskåret fra den tilværelse, som voksne betegner som liv, også har betydning. De bliver typisk flyttet fra den ene institution til den næste, indtil de kan flytte sig selv. Nogle stopper som 16-årig efter 9 år i folkeskolen, men de fleste stopper først som 19-årige og mange fortsætter på universitetet til de er langt ind i tyverne. Ikke at dette ikke er liv, for det er det da bestemt, men så længe samfundet definerer voksenliv som lønarbejde, produktivitet og selvforsørgelse, som det også gjorde for 50 år siden, så er der enormt langt fra det liv, de unge kender, til det liv de kaster sig ud i som voksne. Denne afstand kan for mange virke så afgrundsdyb, at de har allermest lyst til at vende ryggen til det og gå tilbage til barndommen igen. At udvikle en spiseforstyrrelse er på en måde også at blive lille igen, at regrediere - og vise hvor lille man føler sig, hvor lidt plads der er til den tro og tvivl, som jo følger enhver eventyrer. Spiseforstyrrelse er måske ikke den mest effektive måde at råbe om hjælp på, men den kan være den eneste måde disse teenagere har at fortælle omgivelserne på, at de ikke længere kan finde sig selv og finde plads til sig. Nogle fortæller det ved at fylde for lidt eller for meget, andre gør det ved at drikke sig fra sans og samling, ryge hash, stjæle biler, begå indbrud osv. Alt sammen en "underlig " måde at råbe om hjælp og opmærksomhed på. Spiseforstyrrelsens problematik og karakterstruktur Spiseforstyrrelse handler om liv og død og om retten til at eksistere. Det langsigtede perspektiv af spiseforstyrrelsen er: "en rejse mod livet med livet som indsats". At udvikle en spiseforstyrrelse er både et værn mod livet - det at mærke - og en søgen efter livet. Det er længsel og rædsel side om side. I virkeligheden er mange spiseforstyrrede søgende sjæle, søgende efter meningen med livet, fordi det på en måde er så hårdt at leve det og fordi de ofte lever på kanten af livet (rigtig mange spiseforstyrrede er selvmordstruede). Det er også et råb om hjælp - en fysisk manifestation af, hvor svært det er for hende at være i live i livet. Spiseforstyrrelsen er ikke i sig selv ment som et langsomt selvmord, som nogle tror, men den er med livet som indsats og mange dør måske ikke af spiseforstyrrelsen selv men så af følgevirkningerne. For kroppens indre organer holder på et tidspunkt op med at fungere p.g.a. overbelastning, mangel på næring eller ekstrem overvægt. Spiseforstyrrede lever i et enten/eller univers. Vi kender alle til at veje for og imod, og som oftest indgå et kompromis, som tilgodeser begge dele, hvis det er muligt. Denne mulighed eksisterer ikke hos spiseforstyrrede, det er enten - eller! Enten spiser jeg det hele ellers rører jeg det overhovedet ikke. Anorektikeren holder sig helt fra maden, overspiseren indtager det hele, mens bulimikeren gør begge dele og det gælder ikke kun maden, men også andre forhold i livet. Lysten og behovet for at fylde og finde sin egen plads i livet lever side om side med skammen over at have denne lyst og dette selvhad forhindrer hende i at have kontakt med andre og tro på at hun har et værd.
|
|