|
En mors beretning Den første gang jeg lagde mærke til, at der var noget galt, var en varm sommerdag, hvor hun var iklædt en stor, vamset trøje! Da vidste jeg, at der var noget alvorligt i vejen. Sommeren før havde vi haft adskillige konfrontationer om hendes sommerpåklædning eller rettere mangel på samme. Jeg tænkte: "Hvad gemmer hun?" - Men jeg overvejede ikke et øjeblik, at det kunne være anoreksi, hun virkede jo så lykkelig… Så gjorde jeg det værste, man kan gøre - det kan jeg godt se nu, men dengang var jeg bange. - Ja, jeg var rigtigt, rigtigt bange. Jeg begyndte at … udspionere er et voldsomt ord, men det var vel det jeg gjorde. Jeg tumlede akavet ind på hendes værelse på de tidspunkter af døgnet, hvor jeg troede, at jeg kunne overraske hende uden tøj på. En dag lykkedes det, jeg fik et chok - et kæmpemæssigt chok! Hun var jo radmager. Jeg tænkte straks: "Hvordan har det kunnet lade sig gøre… lige foran øjnene på mig?" Nej, det passer ikke, jeg tænkte overhovedet ikke. Jeg kvalte et skrig, men ikke hurtigt nok… hun så også chokket i mine øjne. Herefter gik det hurtigt med lægebesøg, diætist, terapeut, trusler om indlæggelse og spørgsmål både til hende og mig. Jeg lå vågen hele den nat og stillede de samme spørgsmål om og om igen uden at finde svar: Hvordan kunne jeg undgå at se det? Hvad havde jeg som mor gjort galt? Hvor havde jeg svigtet? Hvorfor var min lille pige begyndt at sulte sig? Hvad havde jeg overset? Hvornår var det startet? Hvordan var det startet? Jeg var så vred på mig selv, for ikke at have set, for ikke at have konfronteret hende noget før. Selvbebrejdelserne haglede igennem mig dag ud, dag ind og nætterne med. Jeg var ved at blive vanvittig, og jeg havde sikkert mistet min forstand, som jeg mistede mit ægteskab, hvis jeg ikke havde fundet på, at det ikke kun var min datter, men i lige så høj grad mig, som trængte til terapi - og det var lige som om, at det faktisk hjalp på os begge to. Som hun sagde bagefter: "Det var som om, at du ved at gå i terapi tog din del af ansvaret, så det ikke var mit arbejde alene. - Det var ikke kun mig, der var skør, det var vi begge, og vi støttede hinanden i at blive sunde, hele mennesker igen." Anne, 37 år
|
|
|
Jeg ved godt |
|
| E.K. |