En bulimikers beretning


En bulimikers beretning Jeg havde trøstespist lige siden, jeg var flyttet til Århus og var rædselsslagen for at tage på - også i dag var det gået helt galt, og jeg havde gevaldigt ondt i maven, følte mig oppustet, fed og stor som en flodhest. Jeg var både arrig på mig selv og skældte mig selv ud, og så tudede jeg af selvmedlidenhed - ikke noget nyt... men pludselig kom kvalmen og et surt opstød, hvor jeg tydeligt kunne smage det, jeg lige havde spist. Det føltes så naturligt at gå ud på wc'et og stikke en finger i halsen, og det flød i stride strømme op gennem halsen, tværs over hånden og ud af munden. Da var det, at jeg opdagede, at chokoladeis smager næsten ligeså godt på vej ud som på vej ind ... og at det er enormt svært at skylle ud i wc'et. Der stod jeg med røde, forgrædte øjne; slim, spyt og bræk løb ud af mund og næse og ned ad min arm; svedig og oppustet var jeg i ansigtet ... og alligevel...lykkelig over ikke længere at have ondt i maven og lykkelig over ikke længere at tage på. - Lykkelig! Fordi jeg havde fundet løsningen på mit problem... troede jeg - en overgang troede jeg, at bulimi som metode til at tabe sig var noget, jeg havde opfundet... indtil jeg læste en bog... Det tog mig ca. tre år at komme ud af bulimiens mareridt, tre år hvor jeg hver dag lovede mig selv, at i morgen ville jeg starte på en frisk, kun spise sundt og ikke særlig meget - for gjorde jeg det, var der jo ingen grund til at brække mig. (Ikke fordi jeg eller andre bulimikere er specielt dumme, men sådan er bulimi!) Tre år med det ene nederlag efter det andet! Tre år hvor jeg levede et dobbeltliv, hvor jeg udadtil var glad, tilpasset med kvikke bemærkninger og smil på læben. Men indadtil ulykkelig, ude af kontrol, og til tider på selvmordets rand. Tre år indtil jeg lærte at mærke, hvad jeg reelt havde behov for, at udtrykke og gå efter mine behov, indimellem kæmpe for og insistere på at andre (og ikke mindst jeg selv) skulle respektere mine behov - ikke nødvendigvis bøje sig for dem men respektere dem. - Og respektere mig selv som værende god nok og helt ok, som den jeg er. - Mærke behov og sætte grænser, mærke behov og sættte grænser. ... Sige til og sige fra, sige til og sige fra, der var nok at øve sig på. Ting som andre mennesker tager for givet, at man bare kan, men jeg kunne ikke, jeg havde ikke lært det. Der var megen smerte, vrede, fortvivlelse og sorg at komme igennem, men det lykkedes at finde liv, rigtigt liv og ikke kun eksistens inde i min misbrugte krop og mit mishandlede hjerte - og i dag er jeg en glad kvinde... og nybagt mor! Elisabeth, 39 år

Jeg spiser dine bønner og tryglende ord Jeg bider afstraffelsen i mig Jeg tygger på din retfærdiggørelse af dig selv Jeg sluger længslen efter kærlighed Jeg synker langsomt bitterheden Til sidst nedsvælger jeg min hævntørst Og du undrer dig over at jeg nu igen har brækket mig? E.K.