|
En anorektikers beretning Det var en befrielse for mig at have anoreksi! Det var nemt at tage stilling til, om jeg skulle have noget at spise eller ej, for det skulle jeg ikke. Det var nemt at finde ud af, om jeg skulle motionere eller ej, for selvfølgelig skulle jeg det. På den måde var det meget enkelt at leve! Men anoreksien blev til et mareridt for mig! For på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke havde noget valg - ikke noget at skulle have sagt - jeg kunne ikke bestemme over mig selv, alt var bestemt på forhånd. Og nogle af de ting jeg før kunne lide at lave, var der slet ikke tid og plads til i mit liv. Det blev for meget for mig den dag, min veninde ringede og grædende fortalte mig, at hendes bror var kørt galt på motorcykel, og at de ikke vidste, om han overlevede, og jeg så bare sagde: "Nå!" og løb min sædvanlige tur på 15 km, inden jeg skulle i svømmehallen. Det var først om aftenen i min seng, at det gik op for mig, hvad det var, hun havde sagt, og hvordan jeg havde reageret. Følelsen af skam skyllede ind over mig, og jeg blev klam over hele kroppen, og det sved i kinderne. Tænk - jeg havde svigtet min veninde, hende som trøstede mig, lyttede til mig og delte sin seng med mig, da mine forældre ustandseligt skændtes og endelig blev skilt. Tænk, at jeg havde vendt min bedste veninde ryggen for at løbe mig en tur! Jeg brød grædende sammen og gik ind til min mor, som også var gået i seng. Hun trøstede mig, og jeg sov sammen med hende den nat og de følgende nætter. Dagen efter hjalp hun mig med at snakke med min veninde, og derefter fik vi også en rigtig lang snak for første gang i flere måneder, om hvordan jeg havde det med min krop og med maden. Hun lyttede længe, tog mig med op til lægen og fandt en terapeut til mig. Selv om jeg stadig har det svært med at spise og tage på, så gør jeg det, fordi jeg ellers risikerer at miste de mennesker, jeg holder af - og måske også mit liv. Line, 16 år
|
|
|
Mit hjerte græder Mit hjerte græder Mit hjerte græder |
|
| E.K. |